Men imidlertid kom det Fru Jessen for Øre, at der taltes om hendes Anton og hans Bedrifter imellem de unge Damer i Butikfaget; og hun kom i den dødeligste Angst. Kun ved forsigtige Hentydninger vovede hun at udforske eller advare ham; og Anton, som godt forstod, følte sig ganske smigret; og efterhaanden blev det saaledes, at han pralede saa smaat og lod sin Moder forstaa, at han var en rigtig Udhaler. Han gjorde sig uhyre hemmelighedsfuld, naar han gik ud forat spasere; spurgte med en stræng Mine, om der var kommen noget Brev til ham; og var der saa et, laasede han sig inde forat læse det og var siden tankefuld og sukkede, saa Moderens Hjærte skjælvede.
Idetheletaget brugte han at fortælle sin Moder alt, hvad der hændte ham i Dagens Løb, men paa sin Maade; saaat Fru Jessen stundom fandt nogen Uoverensstemmelse mellem Virkeligheden og den kjære Antons Skildringer. Saaledes sagde hun nogle Dage efter, at Tørres Wold havde vist sig i Butiken i nye Klær:
»Nei Du Anton! — hvad var det for et vakkert ungt Menneske, jeg saa i Butiken hos Dig idag?«
