» Vakker? — synes Du virkelig?«
»Men Gud! — det var da vel ikke ham — Bondegutten?«
»Jovist — Mor!«
»Ham! — den stakkels rødhaarede Gut, som Du har taget Dig af —?«
»Som jeg ogsaa har fiffet op, « sagde Anton og lo kort.
»Nei! nu er jeg da saa skuffet! —« raabte Moderen; »han er jo et pent ungt Menneske«.
»Aa Mor! — han ser dog saa grov ud.«
»Naturligvis,« indrømmede Moderen, og skyndte sig nu den anden Vei; han var jo ikke som hendes Anton; man saa jo strax Forskjellen. —
— I det daglige Liv i Butiken lod Hr. Jessen længe, som om han ikke mærkede, hvor Tørres voxte. Han brugte ham bestandig som den ganske underordnede. Naar for Exempel Hr. Jessen, som var en anerkjendt Mester i at udstille Damepynt, arrangerede det store Vindu mod Hovedgaden, lod han Tørres løbe høit og lavt i Butiken, forat finde det Stof eller den Farve, Hr. Jessen havde Brug for; og medens Tørres ufortrødent gjorde sit beste
