Side:Kielland JACOB.djvu/7

Denne siden er korrekturlest
I

Et Par Mile ind fra Søen, hvor Landet langsomt begyndte at stige op imod Fjældene, laa de smaa Gaarde øde og spredt, og flade Myrer strakte sig sorte med sivkantede Vandpytter mellem svagt stigende Heier, hvor Lyngen groede kort mellem store Stene.

Vejen, som ikke var andet end et eneste samvittighedsfuldt Hjulspor, bugtede sig mellem Tuer og Stene, saaledes som besindige Heste havde ruslet fra den Tid, da de gik med Kløv; og ingen Hest — endsige noget Menneske havde nogensinde tænkt udenfor dette ene samvittighedsfulde Spor.

Ned over Vejen kom en høj, stærk Bondegut med lyserødt Håar og Fregner. Han gik med det store, dunskæggede Ansigt vendt mod Nordvest, mod Havet, mod Byen, lige imod

1