»Er det ikke saa, Frue? — foreløbig er vi enige om, at til Vaaren slaar vi Hul paa Væggen mellem Butikerne, saa sætter vi en høi, buet Dør med Piller og Portierer, saa har vi en Butik, de ikke har Mage til i Hovedstaden? Naturligvis — ja! — jeg ser, hvad De vil sige: saa maatte vi jo ogsaa i andre Henseender slaa os sammen? — ikke sandt? — det var det, De vilde sagt?«
Men efterat Tørres kom i Butiken, var det bestandig om ham, Krøger begyndte.
»At De ikke kan se, han er en udspekuleret Kjæltring?«
»Nei, ved De hvad! — Krøger! han er Aabenhjærtigheden selv; han siger alt, hvad der falder ham ind.«
»De liger ham?«
»Han er uhyre flink og paalidelig —«
»Paalidelig! — han?«
»Men sig mig! ved De da noget?«
»Ikke det mindste,« svarede Krøger aabenhjærtigt; »men det behøves ikke, jeg kan se det altsammen paa hans Tænder.«
»Jamen de er udmærkede,« sagde Fru Knudsen og lo.
