»Netop! — han kan tygge Smaasten — det Afskum! han er istand til at æde os op allesammen.«
Fruen lo og hyssede paa ham for Butikens Skyld.
»Og alligevel,« sagde Krøger og steg ned af Krakken; »alligevel ender det med, at De gifter Dem.«
»Sa saa, skal vi nu snakke om det igjen,« sagde Fru Knudsen; »det gaar godt, som det gaar.«
»Forretningen gaar nok, den er gammel; men De er ung, Frue!«
»Det retter sig med Aarene.«
»Det gjør Pokker heller!« sagde Krøger kløende sig i Hovedet; »— hvis bare ikke denne Jessen var slig et Naalehus —«
»Nei, nei — lad mig nu være i Fred,« bad hun og blev ganske rød.
»Ja, lov mig iethvertfald, at De først raadfører Dem med mig?«
»Det gjør jeg jo altid,« sagde hun smilende.
»Ja, lov mig det,« gjentog Krøger, idet han hilste og gik hjem — ganske tankefuld.
