ondt undtagen den ene Gang med Hoften. Men dette havde Tørres aldrig rigtig forstaaet, derfor ligte han det ikke; der var noget uklart og noget uvirkeligt med en Drøm og en Stige. Dette sprang han helst over, naar han læste om Jacob. Han beholdt bare det Billede, at der stod en lang Stige bent op i løse Luften, og den faldt Jacob ned af og brak Hoften, hvilket forekom Tørres rimeligt nok, baade fordi Stigen stod løs, og fordi den allerede var fuld af Engle, som gik op og ned.
Men ellers og forresten var hans Beundring for Isachs Søn uden Maal og Grænse. At han narrede den dumme Esau med Maden, havde Tørres mange Gange tænkt paa, naar han fralokkede sine Smaabrødre, hvad de havde.
Men at Jacob turde gaa ind til gamle Isach, som var en rigtig Patriarch, og narre ham saadan op i Stry!
Thi vel havde Rebekka kjulpet ham med Skindene paa Hænderne og med Maden. Men det var Jacob selv, som i Farten fandt paa at nævne Gud, da det kneb. Da den Gamle begyndte at fatte Mistanke og undrede sig paa, at Maden kom saa snart, saa svarede Jacob
