Thorsen, men indvortes fin — stille og overlegen.
Men Hr. Jessen vaagede over Skatten som over Regnskaberne. En Følelse af, at denne Bondegut kanske alligevel kunde blive farlig, var begyndt at dæmre i Hr. Jessens Sikkerhed; og han blev mer og mer nøieregnende i de minste Smaating; at ikke Tørres skulde komme en Streg høiere i Veiret end han tillod.
Derfor var Hr. Jessen ogsaa mere elskværdig mod Frøken Thorsen; thi ogsaa der forekom det ham, at Tørres prøvede at trænge sig frem. Og saaledes fik Frøken Thorsens stakkels Hjerte aldrig Tid til at blive helt, men holdt sig smerteligt i en Deling mellem begge.
Kun etsteds havde Tørres vundet en fuld stændig Sejer, og det var over den store Bertha. Den Hurtighed, hvormed denne Bondegut, der begyndte som hendes Ligemand, var forfremmet til en fin Herre, som nu spiste i Stuen og blev inviteret om Søndagen, havde aldeles imponeret hende.
Men Tørres selv begyndte at føle, at han stod fast. Saalænge han ikke kunde komme
