»Nei, det er bare mig — Wold, som kommer forat tale et Par Ord med Dem Frøken!«
»Aa, hvor ræd jeg blev,« sukkede Frøken Thorsen og lagde sig tilbage; først i dette Øieblik vaagnede hun egentlig; og idetsamme trak hun sig ind til Væggen og spurgte i ny Angst: hvad han vilde her?
Han vilde bare snakke lidt med hende.
Han maatte gaa strax, strax — sagde hun og begyndte at skjælve; hvad vilde han hende, de saaes jo hele Dagen.
Det var netop det, de saaes hele Dagen, og fik dog aldrig talt et fortroligt Ord sammen, han var saa ensom, ingen brød sig om ham —
Hun laa med aabne Øine i Mørket og lyttede til hans Ord, som han hviskede i en sørgmodig og ærbødig Tone. Han havde lagt sig paa Knæ foran hendes Seng, kunde hun mærke; men da han intet yderligere Tegn gjorde til at komme hende nær, laa hun stille og hørte paa ham uden at skjælve.
— Hun havde altid været saa snil og venlig imod ham, fra han kom; men netop derfor kunde han ikke længer holde det ud —
