Hvad kunde han ikke holde ud? — hun hviskede tilbage ligesom han.
Aa — hun viste godt, hvad han mente.
Nei, hun viste sandelig ikke.
At hun vilde nægte! — somom ikke han saa det, som var mellem hende og Hr. Jessen!
Han hørte, hun gjorde en heftig Bevægelse, idet hun svarede med Fasthed:
»Jeg er ikke forlovet med Hr. Jessen.«
»Kald det, hvad De vil,« sagde Tørres i en fornærmelig Tone.
Men nu reiste hun sig helt op i Sengen og sagde indtrængende:
»Jeg har aldeles ingenting med Hr. Jessen, og det vil jeg bare sige Dem: aldrig har noget Mandfolk været mig saa nær som De iaften; nu maa De gaa — strax, strax!«
Han hyssede paa hende, fordi hun var begyndt at tale med Lyd, og han forsatte selv hviskende med at takke hende for denne Forsikring, som gjorde ham saa glad, omendskjønt —
Han maatte tro hende; hun havde nu igjen lagt sig tilbage i Puden, og idet hun bad ham indstændig tro hende, kom en af hendes varme smaa Hænder helt hen til ham.
