Side:Kielland JACOB.djvu/88

Denne siden er korrekturlest
82

Tørres greb den og blev saa underligt svimmel, mens han holdt den. Men vant som han var fra Hjembygden til slige Nattebesøg og til at give Taal og ikke skræmme Pigerne første Gang, blev han roligt ved at hviske, han sagde hende Tak og bad hende, ikke være sint, fordi han var kommen.

Nei, det skulde hun ikke være; men nu maatte han gaa; og saa maatte han tro hende.

Det skulde han, og han vilde fortælle hende —

Nei, nu maatte han virkelig gaa, og hun trak Haanden til sig.

Han reiste sig og sagde ærbødigt:

»Naar De forlanger det, saa gaar jeg«.

Men ved Døren, hviskede han:

»Var jeg nu ikke snil, som gik, fordi De bad mig?«

»Jo — Tak!—« hviskede hun tilbage i Mørket, »Godnat!« 

Hun lyttede, til alt blev ganske stille og følte ligesom en overstrømmende Glæde over dette, at han var saa snil og gik,