ind mellem hverandre, klemte sig sammen til store følger, samled sig bortmod bækken, som grov sig i krok nedover, yngled og øged.
— — Og der i bækken blev det først skikkelig uro og leven. Smaaunger tisked og lo, klinte sig indtil hvidbladet vidje, sveipte sig rundt, spratt saa frem paa volden igen og gik i ring i bare kæte[1], kom tilbage og fulgte bækken, lag efter lag, ud i vandet, ud i det graa blanke vand.
— — Og derude fæsted de stræng, hver ny som samled sig frem, saa længtende bue fik laat under sig, der den gled uset og let i bække-osen. Men sagte og lav blev laaten, for fingre trykked paa alle strænge.
— — Og saa lekte det sig ud i lange bølger; felen spelte det frem i store følger, i myr, i stargræs, paa blanke vand.
— — Og langs aaskanten bortover løste et ansigt sig frem, — en lys mand, som hun mest ikke kendte, stor pande og blide øine, blød i kind og med smil om mund. Og hun la sig i hans syn; og hun strøg sig mod hans kind.
- ↑ kæte — kaadhed, overgivenhed.
