Aa hei aa ho,
aa — hei, — aa — ho, —
ken[1] ha reist mæ svevnen min no?
Det tonte ustanselig inde i hende, begyndte paa igen gang paa gang; — det var den laaten i selve natten over volden, hun fik ordene fra den.
— — Saa vassed det i dugvaadt græs langs med løen; der stansed en kar stilt fremfor aabningen, en natgraa kar, som smatt ind i løen, trak døren til uden ord. Hun kendte ham ikke, saa ikke paa ham, spurgte ikke efter navn; — det var vel én av dem, som var med og drog i den svære felebuen udpaa flaten. — — — — — — — — — — —
— »Gu trøste meg!« sukked hun i kirkestolen og klemte om Landstad, — hun hadde siddet saa og tænkt og mindtes sommernatten, at hun ikke var blit var, tjenesten var forbi alt, og folk tog til at gaa. Hun rejste sig og gik; skotted bort i præstestolen i det samme.
Hun gled ud av den gamle kirken, bortefter graastens-muren, hvor der sad tæt av
- ↑ ken — hvem.
