bygden, — hun var alligevel sprunget frem i døren tilsidst, da hun trodde, han var ude av syne, for at se. — —
Hun blev siddende uden tanke, hørte homlen surre, saa fevrelden[1] hive sig i lunete kast.
— — Der gik lang svær sjø i luften, og paa den flød sommernætters sagte laat, skylled om øine, slikked ind i øret, — gled saa videre, risled mellem græsstraar, smøg rundt om stammer, fyldte og skylled, hvor det kom, la lysegraa skodde paa alt.
Aa hei aa ho
aa — hei, — aa — ho,
sa det i blad, sa det i græs. — —
Med ét var det væk, — hun hørte præstesønnens stemme nedpaa stigen under braatet[2]. Foran gik den unge lysklædte damen fra byen, som var paa besøg i præstegaarden i sommer; han gik efter, snakked lavt.
De tog sig vel en tur, mens præsten vied bort i kirken.
Gertrud reiste sig, stod og lydde; hun kendte ham saa langt væk, og hun kendte ham underlig nær — sut og kæte i slitende lek,
