saa pusten stansed; det gik højt og det gik lavt som svaleflokkers jag.
De prated lidet, — mest pust, naar han fandt en blom.
»Aa! saa vakker! — aa saa rent for — deilig!« sa hun.
Saa lugted de begge, stansed og lugted igen, som de ikke skulde bli færdig; — og hun fik den.
Gertrud fulgte efter op i bakken, flytted sig sagte fra hassel til hassel; — — ja, det var sommernattens store pande og de blide øinene, det var bløde kindet og smilet om mund! — —
»Faa en av dig, jeg ogsaa da!« ba han om en stund.
»Ja—a«, sa hun ligesom forundret og skyndte sig for at finde.
De gik stille, og hun ledte efter blomen.
»Men hvad vil du ha da?« kom det. »En glemmigei?« la hun til og prøved at le, mens hun napped op en blaa glemmigei av græsset.
»Jeg vil ha dig, jeg!« ropte han og hang sig om hende.
Hun tog imod ham, holdt om med armene. Gertrud hørte hvisk og kælne pust; flytted sig
