nedover nærmere og nærmere, hun var saa tæt indpaa dem tilsidst, at hun syntes, hun kendte varmen av dem. Hun blev mør i knæ og i krop; satte sig i græsbakken, var ikke god til at staa.
De to gik arm i arm videre langs stigen; vendte saa og kom hidover. —
De slap hverandre og tagde, da de blev var Gertrud; den fine bydamen ledte i volden efter blom. Men saa gik de langsomt igen, gjorde som de ikke saa hende i bakken.
»Eg ska ’kje seia noke[1]«, sa Gertrud stilt ned efter dem, da de gled forbi; hun ledte efter præstesønnens ansigt for at se, om han blev glad; — hun saa bare, at han blev ustø og rød, lod som han ikke kendte, lugted paa en blom.
Bydamen snudde sig lidt. »Aa«, smilte hun stilt og saa løst over lider og fjæld, »folk skal saa vide det alligevel!« —
— Gertrud sad og saa efter dem; — hun vilde været med og vidst det sammen med dem, — hjulpet til at tie om noget i lag med dem, — bare dette ene! — —
- ↑ seia noke — sige noget.