Hun vendte, tog de samme trær tilbage, traakked sund de ægg, som laa hele igen, rev ud de sidste kviste.
Og fugle-flokke fulgte. —
Hun skalv over hele kroppen, da hun naadde hjem til Plasset, og øinene kasted sig skræmt.
Denne æggende rædslen blev med lige ind i stuen; det gabte fra smaa røde næb, det fræste, det illskrek.
Hun sad paa bænken og lydde paa skogen; — — aa dette var laat, som det var magt i! — — Ansigtet skifted, lysned for hvert nyt skrik, hun hørte ind gennem den aabne dør, mørkned snøgt, naar det tagde.
— — Ikke det gran var igen! — det var slet og greitt som før vaaren kom, før de kælne vingeflaks og før de stille pjutrende kvælder! Slik skulde det være! — — —
Hun greb om vuggestolpen og til at vugge; traakked paa meierne og vugged sig ind i takt; — det arbeided sig frem, hvergang det stilned ud i skogen, som sagte magtesløs felelaat nedenfra bærget, der sjøen slog dovent indtil:
