jenterne skulde til støils; den hadde de set der mest alle de aar de mintes.
Vassend-folket hadde støtt hat ord paa sig for at være mer forvetne end folk flest.
Saa var det en søndag det ikke var præken at Jon Vassenden sad i kroken indenfor det svære bjærketræs-bordet og læste i postillen, mens Marta, konen, holdt til bort paa sænge-kanten og klødde sig paa bringen. Den otte aar gamle Vetle-Ola hadde faren bedt sætte sig udpaa dørstokken, saa han kunde se, om der skulde komme nogen op stigen i nedre enden av vandet, — der var ikke noget vindu i stuen til den kant, maavite.
Bedst som Jon læste, satte det i et hvin derude: «Oi!» Og saa kom sønnen skrikende ind: «Oi! Dar kjem’ ein fræmandkar fram onde Aaspehaugjen.»
Jon slap postillen, spratt frem, rendte Vetle-Ola i koll, saa han trilled bortover gulvet, blev liggende og skræve med alle fire.
«Sjaa te guten du Marta!» skrek han tilbage, som han for ud døren; han traakked paa armen med træskoen.
