Jordpaakastelsen var slut for idag, Jon Vassenden, som var faldt udfor Aaspehauguren og hadde slaat sig ihjæl, var den sidste.
Og præsten med en fremmedkar gik ud det hvide leet. —
Hun blev lang i halsen, skotted rapt: — det var underligt! — det var netop den fremmedkaren, som hun og Jon hadde furt paa de par gangene for vel en vike siden, han som kom frem under Aaspehaugjen og la tilfjælds, som han vilde over til nabosognet.
Hun gik lige paa klokkeren, som stod og prated lavmælt med lensmanden. Og Vetle-Ola hopped efter over gravene; han skønte, hvad hun vilde — han hadde kendt igen fremmedkaren han og.
«Du! — du!» — hun napped klokkeren i trøien gang paa gang. «Ka væraa æ da fø fræmandkar, so fyle præsten op veien!»
Men han blev staaende alvorlig og tillukket, som ret var paa en kirkegaard, og lod som han ikke saa Vassend-kærringen.
Saa slap hun trøien, satte tversover en grav lige paa Per Haugjen, som rugged godlidende opover mod det hvide leet; hun tog
