«Ja, so êt daa, veit eg!» Hun drog ham frem fra krogen; han var traa.
«Æ du kjeteg?» tog hun han kaad op under armen; haanden gnek ham op og ned paa siden.
Med ét retted han sig; det var, som ild var kommet i blodet hans, det suste om ørene. — —
Stærk var han blit. — — Stærk! — — stærk! — — — Og han var ikke ræd tordenbraket længer og ikke ræd Vorherre; han var ikke samme karen.
Han tog hende i bringen: «Æ du kjeteg kanskje?»
«Au daa! — — din —!» tog hun hænderne hans bort og lo; hun var saa glad, at Ivar var levnet op igen.
«Nei, no fær me eta,» sa hun lidt ustø i mælet.
Og saa satte de sig paa bænken foran sængen deres og spiste.
De klarte al grøden. De la skeen bort, sa jøsses for maden og tørked sig om munden.
Saa snudde hun sig om mod ham og tog ham under armene med begge hænder igen; hun maatte kvikke ham op lidt til: «Æ du mæt? — — ka?» Saa lo hun.
