Side:Kinck - Huldren.djvu/109

Denne siden er korrekturlest


— Han faldt sammen igen. — Derinde bag den tynde bordvæggen gik kævlet med skiftende laat, mat i begyndelsen, før emnet var udkævlet; men saa blev tonen høiere og høiere, jo længer én kom ned paa baxtebordet, til det blev bare til en pib næsten; — og saa den tynde fløien, som tog indunder og Slængte bort paa hellen, saa det skrabed; — og dyp med rjovippen i vandbytten og stryg bortefter leiven. Saa blev den lagt sammen og klappet paa og kastet bort i haugen til de andre.

Han lænned sig op imod bordvæggen; der kom varm røg i blaa remser ud mellem fjælene. Han fulgte med den ene leiv efter den anden.

Tilsidst var det, som han skulde sovne av. Der blev en let rist i væggen, saa en knirk i den gamle døren, som en aldrig fik rigtig indtil uden at løfte. Det var sagtens en kærring, som kom for at faa med hjem en fersk leiv til kvælds.

«Signe arbeie!» sa det; det var Lisbet Holmen, som vel var paa hjemvei til pladset sit. Hun kom nok fra Neset, hvor hun støtt var nu, mens Gurina var syg.

«Jau tak!» svarte Guro, Ola Haugjens kone. «Du æ gjild, du ser te meg. Du lyt’ sjaa te faa sitja; — du fidn’ alti ein plass.» — De flytted paa en stamp, hørte Huldr’en. Saa blev det stilt.