Huldr’en vogned i det samme og rev sig bort fra sprækken; han stod paa bakken og pusted tungt. Lysstriben naadde et kort stykke bortover.
— — Saa han virkelig var far, — — far! Lette minder for gennem ham, som lynblink langt borte, fra mangen kvæld og mangen nat, — ting som han leved op igen, og som løste ham op; men kvælden paa støilen endte han med, den kom igen gang paa gang. «Æ du kjeteg?» kviskred det; og han skalv stilt; — og han holdt hende om nakken under haaret med begge hænder, — aa, hun var saa snil mod ham! —
Han lukked øinene. Det var, som nogen bar ham henover jordet, der han skridted frem i den lange haa; han kendte ikke, at han gik
Han hadde barn! — han var far! — — Aldrig hadde de været hverandre nær som dennegang, aldrig hadde de eiet noget sammen som nu. — — Han far! — —
Et stykke oppe gik det bratt ned mod elven; her lod han det staa til nedover i mørket. Han gled i den regnbløde jord, rulled og reiste sig, uden at merke det. — — Han far! — —
— Dernede i kanten stod det vesle kværnhuset til Ola Haugjen, med slaaket, som laa paa si1ende stene op over imod en høl ovenfor, der
