Vetle-Brita, som var nærmest; stundom traf han og stundom ikke. Og Brita hev igen.
Mor hendes, Lisbet Holmen, hadde siddet og set paa det en stund; hun risted paa hodet og trued med næven, da præsten var nedved døren, og kviskred: «Ja voga deg berre!» Men det hjalp ikke. —
Nei, dette gik ikke; præsten kunde komme til at se det; der snudde han jo opover gulvet igen. Lisbet Holmen reiste sig og gik op mod ovnen.
«Æ ’kje nyste færegt?» sa hun høit — hun saa nok, at det ikke var halvhæspet — og la sig udover jenterne, som sad i ring. Hun naadde i det røde livet til Vetle-Brita:
«Æ du ’kje i ro no, ska du faa so mykje pisk, atte —, naar me kjeme heim!»
Hun snudde sig og gik.
«Nei, dei æ ’kje færege,» smilte hun og risted paa hodet, da hun mødte præsten paa opvei fra døren.
«Du maa gi taal, bedste Lisbet; du kan da ikke vente det.» ,
«Aa nei,» sa hun og satte sig. «Bodn æ no bodn, da, kor ein fere.»
«Ja, det var sandt, Lisbet.» Saa gik han nedover. —
