fauk om ’an aa leikte; paa resten vatt da têr alt da, han saag. Han slo om seg mæ børsaa i lausa luktaa, men va endaa ikje for vel kar te fri seg, — so søkte dei in paa ’an.
So skjynt’ ’an no da, daa, da va eitkvatt gale, troldom elde sovore. Aa la heimatt mæ inkje; — han va endaa feien.»
Han vented, de skulde le; men ingen lo, de saa bare med et usikkert grin paa hverandre, og de bort ved finbænken snudde sig og gav sig til at file som før. — Svenden tog jærnstykket ud av avlen igen, hedt saa det spruted; det hadde ligget vel længe.
«Da va da, da va skjertorsdag, maavetta,» la Huldr’en til for at forklare; de maatte ikke ha forstaat historien.
«Hi—hi—hi!» lo han saa, spytted og tørked sig om munden med haanden. —
Svenden og Sigvart flirte.
«No har han faat monen op, han og!» sa de og slog løs med slæggerne.
Byguten snakked sjelden til ham; Huldr’en var seig og træg og sentænkt, som det liden hjælp vari i smedjen, syntes kamraterne. A1ligevel aptes de ikke titt med ham, endda der laa ligesom rolig selvgodhed bag de store runde kinder uden
