skraadde hver søndag nu paa det sidste. Saa blev det stilt. Han saa udover vaagen.
— — Hun var fin, var hun, — lang, — og saa grann. Og saa slængte hun saa blidt paa hodet, saa hagen skød sig frem, naar hun snakked til ham; — hun var fegjen, at hun hadde truffet ham. —
Han lurte sig til at se bort paa ansigtet hendes, der hun stod og Saa ned i dampen igen.
— — Men det var de samme snøgge, lønskeblaa øinene, som ledte efter fantord. — — — Aa, hun husked saa vel, han hed Huldr’en og var søn til Huldraa — han saa det greit paa ansigtet hendes; — og at han hadde stygt ord paa sig hjemme for en gammel budeie. —
Saa saa han udover vaagen igen.
— — Det var, som han faldt hodestup. — — Han laa ned i veiten i kolde sneen nedenfor veien, og ungerne kaldte ham Huldr’en og sparked sne og lo. — — Det gøs nedover ham, og ansigtet blev slapt, og øinene saa ikke. — — Han kendte sig ikke karslig som før. Det var bare saa leit, saa synkende leit, at gaa med papirskrage og stiv hat; — han kunde hevet begge dele og traakket paa det og gemt sig av op i et smug. — — —
