Vetle-Ivar var saa ræd, at han bare sad og saa ned og ikke turde svare.
Saa gik præsten bort til fruen og snakked sagte og bad hende skaffe arbeide bort til børnene; de sad jo bare og hang.
«Aa du — aa du, kor go ein snek!» sa Vetle-Brita, hun snused til sig af esbuketen, som var rendt ud paa konsolen. —
Vetle-Ivar sad med vand i øinene og tung-pusted og rækked op en sokk, som en av kærringerne hadde strikket galt. — — Her var ikke noget moro længer! — — Han skotted bort til moren. Om hun vilde gaat hjem nu! — Men hun saa ned og sømmed. — —
Og præsten gik vel paa tæppet og tænkte paa, hvor skælmet han Ivar var. — —
— Nu tog de til at kviskre, ungerne igen. Vetle-Brita strakte sig fremover og spurgte, om nogen vilde tat præstesønnen, hvis han fridde; og saa svarte én, at det vilde hun nu ikke betænkt sig paa heller, det. De andre fniste og kaldte hende fru Bjørk, slig som præstefruen hed; og saa fniste de alle og kasted hodet ned i fanget.
Præsten blev var det og kom opover gulvet mod dem. De tog hverandre i armen og saa paa hverandre med øine, som irettesatte:
