Huldr’en Sled av en kvist i det samme og sprang opover hagjen; han brydde sig ikke om at høre mer. — «Jau gu lang ho likavel fø mor si!» sa han hen for sig, da han stod ved smedjedøren og ledte op under bjælken efter nøklen. —
— Han kom ikke udenfor smedjen mer den dag
Hver tanke stod stille; der var noget stort, som fyldte sindet og vided ud, han vidste ikke, hvad det var; det var paa en maade noget, som vented ogsaa, og som han ligesom sad og lydde efter. Men han kendte ogsaa noget til, langt nedenunder alt, noget bestemt ondt, som værked og aad sig længre og længre frem. Det var dette, som drog ham i sæng tidlig, før han hadde spist tilkvælds; under kvitlen kunde det faa komme, der skulde han magte at ta imod det, hvad det saa var.
Og Strax han kom i Sæng inde i det avpanelte kammerset, skønte han ogsaa, hvad det onde var; det var øinene til Gurina, som saa paa ham blidt og ingenting vidste.
Angsten gjorde det stilt inde i ham en stund. Saa rev han sig løs: — jaja, — men hun var jo død, han hadde ikke gjort noget mod hende. — Gik ikke folk kanske hen og gifted sig op igen? — — og de hadde lovet sig bort fast ogsaa, de.
