og nætterne blev lyse; han maatte ha nogen at tænke paa, nogen som han hvilte hos med hugen. — — Gurina var død, hun; det var ikke mer at snakke om, det. Og han var blit træt av at presse sig ind til puden, han vandt ikke længer tro, det var hende nu; det blev det grove sækkestri og ikke det varme ansigtet hendes, hvad han end kviskred og prated for at faa sig narret.
Vetle-Brita stak sig frem i mindet hans næsten hver nat, han laa slig og hev sig i sængehalmen, med den myge, kaade skrotten. — Gurina var kantet og rukket mod hende; øinene — det var nok saa — de suged og drog ham mer hos Gurina, for de var blidere, og det var, som hun smelted rent bort og bare blev øine, som lauged og rann og lod ham bli væk i sig; han kendte i dem tak, som graat — — — Vetle-Brita’s øine hadde aldrig set slig paa ham, han trodde ikke, hun kunde heller; de var strammere og braaere i kastene.
— Hun var nok gaat langt, Vetle-Brita, han saa hende ikke bort i veien endda.
— — Men hvad kunde det gøre, om øinene til Gurina var blide, hun leved jo ikke alligevel! — — — Vetle-Brita, hun var uvørren og kaat; hun ægged ham, saa han kendte, han kunde gøre,
