— — Jamen hadde han stelt sig godt! — han var endda fegjen, at det ikke var fra lensmanden —
Han gik først, da det var begyndt at skumre.
Præsten sad med piben inde paa kontoret. Der var kommet ny præst nu, en bleg en uden skæg, med svarte øine og stor mund og langt rum mellem hver tand; han var ikke saa godslig som den gamle, men vilde gerne ruske efter i bygden, naar det var noget.
«God kvæld, Ivar!» svarte han og tog sig op i haaret. Der var noget i maaden at si det «Ivar» paa, som synte, at han kendte, han hadde al magten over Huldr’en. «Du faar sætte dig ned, gutten min.» Han var rusten og langsom i mælet. —
Saa reiste han sig og begyndte at gaa bort over gulvet; han harked høit og spytted.
Huldr’en sad stille paa stolen bort ved ovnen. Han likte sig aldrig i præstegaarden, ikke engang paa præstegaardsjordet, siden den kvælden, han var med mor sin og arbeided for hedningerne; og nu kendte han sig, som han sad paa bænken i drengestuen; det gik skælvende rykk gennem ham, slig uhygge tog ham. —
«Din vandel, min kære Ivar, skal nok ikke være, som den burde være,» sa præsten, han la
