dr’en kendte det paa sig, at de kom fra osen og hadde truffet han Targjei, som den ene efter den andre flytted sig stilt indover, saa gangen næsten var fuld, bøied hodet og bad i hatten. Han hadde hørt én kviskre Targjei ogsaa, for en stund siden.
De saa hugbundne ud; nu tænkte de ikke paa andet end det ene fornødne; men mest alvorlig var han, som kom sidst, først midt i fadervoret.
Da salmen kom, sang ingen saa stærkt som de i gangen. Men Per Øftshus var bedst; han la hodet bagover lidt og sang, saa stemmen skar sig ind i døren gennem menighedens sang. — — Der fandtes ikke slige ljaa, var han sikker paa, i nogen trøielomme ude i gangen, som hans stuttaarver. —
Og en og anden, som stod indenfor døren, snudde sig alvorlig om og saa paa ham. Huldr’en ogsaa; og han saa, hvor stuttaarvspidserne stak fremfor halskluden. Han snudde sig braadt om, lurte sig ud, før sangen var slut, og strøg hjem.
— — Det var det, Jens Nybø og Per Øfsthus hadde truet med ifjor ogsaa, at austmanen vilde komme, siden ljaarne til Huldr’en var saa daarlige.
