mange hadde gjort det. — Og han hadde prøvet paa igen og været var og gløgg, alt det han kunde; men bra vilde de ikke bli, enten for linne eller for haarde; og staalet laa daarlig i eggen. Han kunde ikke faa det til, han maatte ha glemt bort alt. Det var, naar svenden stod over ham i byen; — da fik han det til. — Han forstod ikke, hvordan det hadde sig. — —
Hvad skulde han gøre? — mynt fandtes ikke paa ham, og nu skyldte han for jærn i byen; og mad hadde han ikke. — — —
— Ned paa veien var det stilt, ungdommen hadde lagt sig. Og den røde sommersmaanen naadde frem over fonnen i syd, uden at lyse; sommernatten hadde lys nok selv, men det var altid saameget, at den blaa dis langs fjældsiderne fik et stryg av rødt. Bortover fjorden la en skarpkantet straale av ild sig, som rak lige frem indunder land.
— — Det var saa underligt med det maanelyset, — paa blikkende stille fjord fik det alligevel sjø til. Nu laa jægten midt i den røde striben, med skygge paa skrog og i seil; og manden i uldtrøien, som sov over rorpinden, var og blit svart av skygge. Det saa ud, som sjø rulled paa sjø ind imod jægten; — og kom igen paa andre
