være ild der bagenfor, fæl ild, som heded og brann. Men engang maatte den vinde med himlen, saa tynd og fin som den var, og smelte den op; — og da skal du ha tak, da kom varmen indover sneen og bærgene i sør og aasene i nord og smedjen og brændte op alt, — alt, hvert rubbel og bit! — — Da kunde Per Øfsthus og Jens Nybø slaa med austmanneljaaen sin, da! — — —
Han hev sig om, grov ned i gravsanden og kviskred Gurina gang paa gang.
«Daa tek ’an oss ogl» sa han glad. —
— Han laa slig længe. Det blev lysere og lysere, og fuglene vogned, og solen kom.
Det var, som han skulde værke sund. — Han tog sig om hodet. — — «Aa, dessa tankane, so kjeme»! — — —
— Han rusled rundt op til broen og over, gik ind i smedjen og trak døren til.
— — Folk maatte ikke tro, det var han, som hadde vasset i slaatten og ageren.
