Side:Kinck - Huldren.djvu/221

Denne siden er korrekturlest

være ild der bagenfor, fæl ild, som heded og brann. Men engang maatte den vinde med himlen, saa tynd og fin som den var, og smelte den op; — og da skal du ha tak, da kom varmen indover sneen og bærgene i sør og aasene i nord og smedjen og brændte op alt, — alt, hvert rubbel og bit! — — Da kunde Per Øfsthus og Jens Nybø slaa med austmanneljaaen sin, da! — — —

Han hev sig om, grov ned i gravsanden og kviskred Gurina gang paa gang.

«Daa tek ’an oss ogl» sa han glad. —

— Han laa slig længe. Det blev lysere og lysere, og fuglene vogned, og solen kom.

Det var, som han skulde værke sund. — Han tog sig om hodet. — — «Aa, dessa tankane, so kjeme»! — — —

— Han rusled rundt op til broen og over, gik ind i smedjen og trak døren til.

— — Folk maatte ikke tro, det var han, som hadde vasset i slaatten og ageren.