— — Det var en underlig kar, den Huldr’en! — han bar ikke navnet sit for intet.
«Signe kvile!» sa Baard høit.
«Huldr’en!» illskreg Huldr’en uden at se op, saa det skar gennem Baard. — «Ut att mæ deg!» Han sprang frem fra sængen og bort efter slæggen. Baard trak sig tilbage ud gennem døren.
«Eg ska knusa hove dit, kjeme du.»
«Nei — nei,» vilde Baard forklare og stagge udenfor.
«A!» bed Huldr’en av og skreg. «Hald kjæften! — eg ve ’kje ha noke prat taa deg.»
Baard skøv døren til og stod en stund og lydde. — Huldr’en klemte i ambolten, saa det sang, og slæggen dansed.
«Fidlesme —! — — — aa jentetraavar —! — — — aa — aa —! — —. Han fandt ikke ord for det, han vilde.
Saa blev det stilt, han bare mumled av og til. Baard Øiren hørte, det knaged i sængen; han satte sig vel bort paa kanten igen.
— — Han var spika galen, karen! — —
Doktoren maatte nok til her. Han gik hjem igen med klaven og strøg ind i bygden efter doktor.
Imens samled unger sig paa veien nedenfor;
