«Ja, no sæt’ eg deg i land her paa nese, so æ da ’kje laangt att te gaa,» sa han, han hamled baaden ind paa et bærg.
Huldr’en tog skrinet, skræved i land over baaden og gik uden at takke for skydsen. —
Da han kom helt frem i osen ved præstenøstet, stansed han og satte sig paa skrinet.
— — Det var, som det ikke var samme bygden! Liten paa bøen var anderledes og paa fjorden og fjældene; det lugted anderledes av selve luften, og naar ungerne skreg, var det anden laat end før.
Han sad og hørte og lugted og saa, og undred sig; det var fremmed altsammen og nyt og stilt.
Saa reiste han sig og tog frem av skrinet testamentet. Klokken var vel 7 nu, og da hadde præsten paa asylet sagt, han skulde læse et vers, bare ét vers, men hver dag, og saa lægge bogen sammen, — saa vilde ikke tankerne komme, hadde han sagt. —
Han satte sig paa skrinet og læste verset sit. Saa la han testamentet ned i. —
— Han gik opover forbi kirkegaarden; han saa bort mod øvre krogen av den, hvor Gurina laa, men stansed ikke.
