Han tog spandet og spaen og vilde gaa. Men saa fik han se kistebeten, som var blit helt renvasket nu av den sidste regnbygen; han tog den og gik opover til smedjen med den i haanden.
Han lukked øinene. — — Nu holdt han Gurina i haanden. — — — Det gule haaret i tykke fletter, som ringed sig paa den krumme ryggen! Han hadde glemt næsten, hvordan det saa ud. Men nu mindtes han det igen. — — — Det gik et snøgt rykk gennem ham, saa han gøs over hele kroppen.
Han traakked ud i en dam i veien, øinene kom op.
— — Gaa med denne brune halvraadne fjælstumpen under armen! — Folk maatte tro, han var tussete. —
Han slængte den bort i havreageren til Baard Øiren.
— — Han trodde det næsten selv ogsaa! —
— Han satte spandet og spa’en fra sig i smedjen og gik ind i kammerset; han vilde lægge sig med det samme uden kvældsmad, han var saa vaad.
Han tog sig i siden, da han var kommet i sæng. — Ja min sandten var det blit illt, dette holdet! — —
