«E—eg ha—a ja—amt skjy—yd sto—ore la—ag,» pusted Huldr’en lavt. Saa le’ed han lidt paa sig. «Fe—ek ’kje gjo—ort no—oke i—ilt, so va—a.»
«Aa du trong væl om ein præst, du og, kor som er,» mente Baard halvhøit ved sig selv. «Han ligge herre i ørskaa aa røre; — da vette væl likast te faa tak i doktaren,» sa han til den andre, som var med, og bad Vetle-Kari sidde og passe ham saa længe; han gik selv for at hente doktoren. —
— Herinde hadde hun aldrig været. Hun saa sig rundt væggen og op i taget. Hun gik om paa tærne, vilde se alt, som var herinde. Der var noget under sængen; hun huked sig ned; men hun kunde ikke se tydelig — det var saa mørkt indunder. Hun var fælen ogsaa, saa hun turde ikke krybe under. — Ungerne hadde de truet med Huldr’en, den tid de var smaa, og sagt, at han slog ihjel folk og flaadde, og huden gemte han inde i kammerset. Derfor turde de heller ikke kalde ham Huldr’en, uden de stod langt borte. —
Det begyndte at kviskre inde i smedjen. Kari skønte, det var ungerne ned i osen, som hadde faat greie paa, at Huldr’en var syg. —
En vred paa laaset; forskræmt og nysgjerrig
