«Vorherra er de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han naade,» svarte Eli langsomt og tydelig; hun dirred af sinne.
«Smala-tju!» svarte det. «Jau du saag meg ut so ei ydmyg ei, du, der du sat i sofaen aa knixa mæ hove aa lite visste, kor du sku gjera taa deg!»
Saa blev det stilt en stund.
— — «Aa ka æ da, Mons’en kjeme so støtt te deg om kvældane fø? — — fø te lesa aa syngja? — Jau vist! — — Monsa- —!» Hun sa ikke mer; men der kom en slig pust efter, at alle skønte, hvad det var, Lisbet Holmen mente, selv om de i mørket ikke kunde se gæpet i høire mundvigen hendes.
«Aa, — ei slik ei kan du faa vera sjøl, da!» skreg Eli i.
De andre gik; de var rædde, præsten skulde faa høre resten. Men Eli gik efter:
«Du ha nok gløimt, du lite vann gaa te kjyrkje den dagjen, du sto brur, — so tjuk va du.» —
De slog op en skratt de andre: «Nei, no har eg alder høirt so gale likavel. — Hui-j,» lo de længe efterpaa.
«Da va fint sagt!» sa Anna Pladset; hun greb anledningen til at bytte parti nu, hun var kommet bort fra sofaen. —
