Gurina gav sig til at banke igen; saa holdt hun op om en stund.
«Aa,» sa hun uden at snu sig; «eg æ sama stakkaren, eg, so du, — — ha ’kje noken skikkeleg far.»
Hun strøg haaret op fra øinene og tog til at skolle.
Det gik rundt for Ivar i det samme.
— — Ikke hun heller! — —
Det blev stilt inde i ham og trygt rundt om. Han kendte, de hørte ligesom sammen — da. — — Aa, hvor vent han tyktes om hende! — Ingen mennesker var han saa glad i som i hende, der hun laa — — — hodet hendes — med de gule fletterne i ring, ned paa ryggen lidt. — — — Det kunde meste være samme med far og! — — — Og de skulde faa kalde ham «Huldr’en» saameget, de vilde, — «hit folkje.» —
— Gurina var færdig. Hun la klærne sammen i en stamp og gik opover. Saa snudde hun sig halvt og saa nedover osen mod fjorden: «Ja, du fær koma bort te meg, naar du ve, daa, — Ivar far.» Hun gik opover braatet videre paa den anden side elven og blev borte bag husene paa Neset.
— — Vetle-Ivar blev siddende og se paa
