Side:Kinck - Huldren.djvu/96

Denne siden er korrekturlest


Nu hadde han just maattet begi at læse, for det skar saa, lyset fra bogen.

Han saa bortover. Først det frisk-grønne fjældgræsset, kyrene og smalerne med den enstonige klang fra bjælderne, saa den brune lyngen nedenfor og den graa mosen; og endda længer ned og bortover stak aas sig bagenfor aas med lav, rødbrun furuskog, og blankt fjældvand gang efter gang imellem, og saa rigtig langt borte i hele sin længde den solfyldte bræ, som blinded med sin glans. Men hittenfor, imellem, laa fjorden blaa, langt nede.

Vetle-Ivar begyndte at tone en længtende melodi:

«Dei da de li, da de lo — da de lo.» —

Han fulgte med øiet fjorden, som den arbeided sig udover, vred sig om næssene, blev borte lange tider og saa kom igen langt ude. Det blaaste paa fjorden, forstod han paa de fyldte, sollyse seil, som gled indover.

— «Dei da de li, da de lo — da de lo.» —

Der var byveien, det vidste han; der gik fjorddamperen til byen. Og der langt, langt borte, i aabningen mellem de to smale, blaa strimler, som var blit saa lyse av varme-moen, de som gik til mødes, kvasse som tyndslibte ljaa, med den