mørke skyhausen bagenfor, dernede laa nok havet, eller — — kanske det var selve oseanet.
Han lukked øinene.
— — — Og saa hadde han en jægt, — en jægt, som stod ind fra havet med breifok og storseil; men forseilene, de slarked og slog, for det skulde være bene børen. —
Blodet bruste i ham, han tonte i snøggere takt.
— — Og saa — ja saa kom havgul-flagen, den ene efter den anden, og fôr ind i storseilet, og jægten la sig over, og det purled og bruste om baugen, og sjøskvætten stod. —
Han gav sig til at plystre melodien, han tonte. —
— — Men nei gu, om hun skulde faa skære sig op i vinden, — han skulde nok holde roret, han, saa hun skulde slippe for det, lel! — — Store sjøstøvler, som rak til midt paa laaret. — Og gul setlabog med penger i! — —
Og paa land kendte de jægten og vidste, hvem det var, og de snakked om ham; — men han brydde sig ikke om nogen mer! —
Gurina var kommet opover bakken med spøtet; hun var stanset flere gange og hadde set sig rundt, for det var saa ualmindelig fint paa fjældet idag.
