er skimt av «konditionerede» paa retur, som er paa vei til at synke ned til bonde. – Bondeskildringen er heller ikke blit tandløs av saakaldt «lun humor». Det er ikke egentlig den, forfatteren først ser; han sier det da ogsaa i grunden bent ut ensteds (indledningen til Oppe fra bygdene i Samlede verker): «… Til gjengjæld har de nok av fatalistisk, sønderreven galgenhumor og adskillig forkjærlighet for det uhyggelige og overnaturlige …»
Boken er en række løst forbundne episoder, som bygger sig op som en episk sagnkreds om sorenskriver Weydahl, den bedragne, men stilige egtemand med sin flot anlagte frue og med traditioner fra kongens Kjøbenhavn. Hans syke hjerte, det væskende, hemmelige saar, er midtpunktet, det samme bævrende centrum som i novellen Vanskelig farvand, hvor det tilsyneladende normale liv ombord paa en seilskute i Kanalen danner sagnkreds rundt om den døddrukne kaptein nede i kahytten, hanreien som i sidste by fik brev at han var bedragen. – Jeg nævner i denne forbindelse en novelle til, en av Tryggve Andersens aller bedste, den ute fra en østlandsk lodshavn for hundrede aar siden, som heter Øster i skjærene, med det
