vægelse, liv, som her gjør sig gjældende. Men faa lykkedes det uten den forstemmende artistiske eftersmak; det gjorde det for Tryggve Andersen, det lykkedes.
I det hele, hans kunst opnaar, at den, som nød den, har set. Han hører ikke til de ufriske stil-slikkere; han skjuler heller ikke saken med sproglige jonglør-fakter. Hans stil har ikke til hensigt at sætte os projektøren blindende klos i synet; men han skriver i den gode, gamle hensigt isteden at gi sjælsbilleder. Sprog er for ham fremdeles et meddelelses-middel – et middel til i stilhet og likesom uforvarende at tænde billeder i éns sind, det rigtige billede. Det er her han har evnen til at finde det lille og talende træk.
For det særegne ved Tryggve Andersens teknik er at i hans fremstilling, som holder sig paatagelig og kjølig, fri nips og ordkultus, er det ikke det enkelte ord, som sætter stiltonens præg – og det er jo paa tverke med hvad der var «nyromantikkens» første bud; det er heller ikke den enkelte sætning, stundom ikke engang et kapitel som gjør det. Det er derimot helheten, denne episk beherskede, stilfulde bredde. Den tændte langsomt billedet. Man kan kalde dette realisme, na-
