tvil om en dato. Han var ingen videnskapens flyvende korrespondent. En vittig polemik ført i dagspressen mot æstetikeren Monrad i anledning av et ornament paa Universitetets gavl er maaske det eneste han har latt trykke.
Professor Bang var en fin personlighet, bløt, hjælpsom, trofast mot den han hadde faat kjær; han var vittig som ingen, fuld av indfald og uuttømmelig som et barn – det vet den som har hat den glæde at være sammen med ham paa en tur. Et lykkelig gemyt med umiddelbart instinkt, som grep det værdifulde, en harmonisk kunstner-personlighet lys som faa. Jeg maa saa tit mindes hans blik en forsommer-aften paa vei ned fra Frognersæteren, da aftensolen spillet i hans øie og møtte hele det mylr av knitrende lystighet derinde i dets bund, – hvor han allikevel var vakker, der han sat i vognen! For professor Bang var ikke paa sine gamle dage hvad man kalder en vakker mand. – Han var underholdende som faa, sat inde med et utal anekdoter, som hadde sit point, som ogsaa førte en dypere klang med sig under pointet; hans gløgge sans for det karakteristiske og hans usedvanlig bøielige organ gjorde hans fortællinger, paa dialekt som
