granit, maa regnes hit – at si, naar man tar den oprindelige situation med, nemlig sagnemandens personlige nærvær, selv om han ikke bruker præsens og jeg, selv om han tilsyneladende helt har sluppet motivet av sin haand, saa det staar frit og ved egen hjælp; trods sin objektive kjølighet er han der bestandig, man ser hans ansigt og hans mund og de rappe smaa blunk i øiet. Og det ligger alt i samme plan. Likesaa med den italienske novelle.
Og da opfatter jeg altsaa stil i kunsten vidt: som anlæg, konstruktion, reisning; jeg tar ikke bare med rytme, tempo, ordvalg. Til denne gruppe stil hører i grunden ogsaa de forfattere, som i virkeligheten er blottet for personlig stil. Og jo bredere den opfattes, des mer oplysende blir et blik paa journalistens stil, naar han ovenpaa den megen litteratur-læsning sætter sig ned og selv vil lage kunst i betydning av menneskeskildring: selv om han er i god tro, er hans verk som regel bedst i kapitel I. eller akt I. – i anslaget: man ser dem iblandt formelig sætte sig til skrivebordet, fyldt av sit motiv; og det er et gjennemgaaende træk at det flauer av mot slutten, og det hjælper litet at dække over med vitser og fagter. Hos ham
