mangler ialfald planets stil indre magt. Det dirrer ikke inde i læseren, efterat man er færdig. – Hit hører endvidere al den kunstnerisk likegyldige underholdningslitteratur, «læsestoffet».
Det er de fleste forfatteres stil. Nogen indvender at det er den svakeste form for stil. Men de fleste sier, det er stilen. Dens væsen er energi. Det aktive er foran. Digteren foran tingen. Men selv de som ikke mener det er stilen, vet dog at blandt de stilister møter vi stor kunst. For der er blandt deres repræsentanter skikkelser av stort, uhelbredelig prædikant-naturel, hvis styrke ikke er det, vi forstaar ved kunstnerisk stil; den ligger overhodet ikke i stilen. Blandt de stilister møter vi f. eks. Strindberg. Strindberg ligger altid i samme plan, det er Strindberg’s stemme, bare Strindbergs stemme. Der er ingen værelser indover, fremtryllet ved selve stilen. Jeg skal forklare hvad jeg mener: svakheten træder paatagelig frem, hvor han skal male fjerne tider og kulturlag, som i hans forsøk paa sagaberettelser: der naar han nok frem til utredningen av de historiske og sociale konflikters aarsak og væsen, men selve tidskoloriten –? umiddelbart nærværendegjøre omgangs-tonen –? kort: det, vi kal-
