barn nedenfor beltet; hun var statelig av vekst. Njaalssaga fortæller at hun var haard av sind («skaphǫrð»); det samme lar den ogsaa faren si; og hun var ødsel av sig. Men hun var langt fra et altætende hundyr – til forskjel fra f. eks. Gudrun i Laxdølasaga, som intet middel skyr, naar det gjælder at tilvende sig gifte mænd; hun har tvertimot været kræsen, en cerebral type. Der er ingenting i veien for at tro, hun i grunden var et intimt anlæg, et brændende sind. Men hun var ikke særlig eller udelukkende erotisk. Derfor egnet hun sig dog ikke til hustru for en dvask dott. – Intet av det ved hendes psyke antyder sagaen; i det nykkefulde, i den kvindelige eventyr-lyst, i det likevegtsløse, som hun tok med fra hjemmets miliø, ser sagaen kun «det haarde sind».
Saa har vi hendes egteskap. Hun var tre ganger gift. Og tredje gang med Gunnar paa Lidarende. Første gang var hun i sin grønne ungdom, og blev ikke engang spurt ved frieriet; faren avgjorde det, – og han og datter gir hverandre fantord i den anledning. Om den tilkommende – Thorvald paa Meðalfellsstrand – heter det at han var «knárr» (kraftig kar) ok kurteiss, nǫkkut bráðr i skaplyndi». Hun var «tung av sind» skap-
