Han sa: — Tak fordi du fik mig til at søge hid og sælge skolen og bryde over tvert med alt dernede. Vi var jo aldrig alene, dernede, Anna! En slik indfødt bygut og eneste søn fra en velstaaende familje, som gennem generationer har holdt aabent hus, blir jo plukket i filler av nedarvede bekendtskaber, som ikke kommer én ved. Selskabelighed! sangkor-øvelser! — jeg var jo et lappetæppe derinde tilslut! … Det var ligesom ikke saa farligt for dig, endda du ogsaa hadde tat grosserer-familjens bekendtskaber i arv: Kvinderne de har os med, de, naar de er ude! de kommer tilbage til os med ansigtet endnu lyst av minnets genskin og sindet ligesom fyldt av skælvende ny længsel. Men vi mandfolk har ligesom ikke vore koner med paa den maade: naar vi f. eks. kommer hjem efter en sanger-fest, saa kommer vi ligesom en liden smule til fremmede først; vi maa skrælle os av lange tider for at naa frem igen der vi stod og gik før. Vi leter for at ta traaen op. Og et lykkeligt samliv beror tilslut paa denne rutine i at ta traaen op.
Hun lo: — Og den rutine var du ærlig nok til aldrig at lægge dig til. Du var grætten, naar du kom tilbage — det var du! … Men
