Men endda, syntes præsten, var stemmen helt rusten av bebreidelse. Han lytted endnu lidt til klangen av sætningen og var i tvil. Pludselig trodde han, at han saa sammenhængen; han fór hidsig op: — Hykleri! Hykleri! Du affekterer ringeagt for denne verdens gods og tæller flot op; og saa syntes du ikke det blev paaskønnet!
Men fruen holdt ham staggende paa armen og hvisked: — Brosme! Brosme! Du maa søge styre dig!
— Skal dette være vort første indtryk av dalen? blev han ved.
Og konen henne ved sængerne blanded sig ogsaa op i det for at dæmpe optrinnet, men med et sledsk grin, som samtidig tog avstand fra og hæved sig høit over alt som døler hed: — Skulde nu ligesom være den gildeste kar i dalen, han der!
— Gildeste kar eller en husmand! — jeg siger min mening uanseet person! Det slaar jeg fast en gang for alle! — Og han satte efter de andre med lommebogen: — Det er visst av slet dulgt graadighed at dere gaar her ud og ind og puster! Det er jo ikke andet jeg har ønsket end at faa gøre op! Jeg ber ingen møde av sin godhed og køre gratis.
