— Lønnetræet?
— Det utafor salsvinduet, vel! … Men det hugg de nok ned.
— Hvem?
— Forrige præsten for fruas skyld … Bare stabben igen!
— For fruens skyld?
Hun slog om og begyndte at lægge rolig ud, som om der ingen bagtanke fandtes: — Det var et svært, skyggefuldt træ, maattru, med greiner som tømmerstokker. Han holdt nu ogsaa paa i flere dage, før han fik det ned.
— For fruens skyld, siger du?
Hun fik nye skøieragtige kast i øiet ved det minnet: — Smaa dævla som krabba op i det, veit je — hihihih! — Men saa tog hun sig i det og sukked alvorlig: — Det Var nok ikke alt, som det burde være mellem præsten og fruen. Men nu da de reiste, ja da, saa blei det som et slags fôrhold igen da, ser dere. — Hun sa godnat og gik: — Jaja, der monne foregaat rare greier her paa gaarden, san, før de kom her de fem mand fra øvredalen ruggande og fik slut paa det.
Han lukked salsdøren efter hende. Og de begyndte dødsens trætte at gaa til ro. Anna var bleg av træthed.
