ræne tilstande i det oprindelige hjemland. «Renæssance» eller «romantik»! — i ethvert fald, hævded den dengang unge docent Brosme, det var under race-eruptionerne at et folk blev sig sin kraft bevidst og udvided sig. Det var de frodige perioder i et folks liv. Det var da der skabtes.
Men ellers fandtes i folkeslagenes liv intet forsyn eller udenforstaaende styrelse og plan. Folkene, ligesom den enkelte, bodde alene paa jorden, forsaavidt gik alt paa slump; — men de hadde rødder og de hadde blade til at indaande luften, de hadde natur-love over sig, som alt andet levende, eller «nemesis» som man jo godt kunde kalde det. Thi i al historie var der psychologi og konsekvenser. Bare posøren eller den uvidende grønskolling paastod det modsatte. — — —
Man steiled dengang ved bogens fremkomst. Der stod stram blodrøg av den! forfatteren fik høre at det jo var komplet ligesom de 1900 aars kristendom var strøget sporløst forbi ham. Man maabed over denne gudsforgaaene mand: det var jo altsaa skære hedningen! — Andre, sikre i sin fremskredne kultur, snøfted avfeiende: det var jo det dyriske ret og slet han grov frem igen for os og forherliged! «Race»!
