skuelser, som følge av den modnere alder, nu hadde faat det avdæmpede ved sig — hvad man kalder, det avklarede: det var den ædle vin. Og da der blev post ledig, udnævntes han til professor paa disse monografier over undtagelserne.
Erindringen om hans første arbeid holdt sig alligevel i almenheden og ligesom ulmed uhyggelig: han hadde jo engang hat foden udenfor jordkloden! Og ved opdukkende stærkere retninger, som ved 80-aarenes krav til livets ret, den saakaldte Bohême-bevægelse, skotted borgeren igen mistænksom hen paa ham som paa et farligt minehul, man endnu ikke var helt sikker paa var sprunget. Professoren sad imidlertid uden en trækning i ansigtet, haardnakket i sin taushed.
Men saa kom bevægelsens efterslætt nærmest i 90-aarene, med sit helt borgerlige genskin paa hovedstaden, da det levned op paany eller spilled videre, blandt andet ogsaa hos damer, og kanske netop fortrinsvis udformed sig der. Det ytred sig især som en underlig, om sig gribende sandheds-epidemi; borgeren var under en forceret naturligheds-lov, i en slags pligtskyldig ublufærdigheds vold, da de saftløse naturer snylted, da alt det uoriginale, de ellers
